Jeg er vist bare.... lykkelig

Fødselsberetning: Fra hjemmefødsel til akut kejsersnit, en historie om en lykkelig og tryg fødselsoplevelse der slet ikke gik som planlagt.

Fra hjemmefødsel til akut kejsersnit, en historie om en lykkelig og tryg fødselsoplevelse, der slet ikke gik som planlagt.

Jeg vil gerne dele min historie, og det vil jeg fordi den blev så meget anderledes, end den fødeplan jeg selv havde arbejdet ud fra. Men selvom fødslen af Emma Jo endte med at blive nærmest den diametrale modsætning af det jeg ønskede, så sidder jeg stadig her med en dybt forankret følelse af, at det blev præcis som det skulle, at trygheden var med hele vejen og at jeg var med i hver eneste lillebitte beslutning undervejs.

Det er vigtigt at fortælle de gode historier, også når en fødsel, som fødslen af Emma Jo, den ender i et akut kejsersnit klokken 4.10 lørdag morgen.

Jeg er selv skyldig i at ville ønske at se hvordan min mening klæder andre, og om den passer mig lige så godt, som den passer dem, der ikke har været med til at skræddersy den igennem et langt liv.

Det gør den aldrig.

Der er mange måder at fortælle en historie på. Her er min. Min fødselshistorie:

Tirsdag:

Efter en træls oplevelse med en læge, og et tillidsknæk til sygehuset, kom jeg til kontrol på Hvidovre sygehus. Mit blodtryk var skyhøjt igen, og jeg blev indlagt med det samme. Denne gang med beskeden om at jeg ikke ville blive sendt hjem igen før Emma Jo var født. Jeg var på en måde lettet, for nu var der en plan, og det gav mig ro.

 

Min mor var en kæmpe støtte under hele forløbet Min mor var en kæmpe støtte under hele forløbet

Onsdag:

Jeg blev sat i gang med piller, og langsomt begyndte mine veer at tage til. Det var fantastisk at opleve ve-smerten, også selvom det gjorde ondt. Personalet var helt igennem fantastisk, støttende, sjove, kærlige og opmærksomme, det var en fornøjelse at føle sig tryg i alle celler, også selvom jeg egentlig ønskede en medicin og pille-fri fødsel. Deres argumenter gav mening, og jeg blev hele tiden stillet overfor valg der gav mening. Derfor var det mig der bestemte og ikke nogen der trak noget ned over hovedet på mig. Jeg følte mig vejledt og støttet.

Torsdag:

Mine veer tog til, og livmoderhalsen blev kortere og kortere. Mit blodtryk var stadig for højt, men ikke alarmerende højt. Jeg nåede at have en samtale med min psykolog over telefonen, for der var nogle ting der fyldte. Jeg fik besøg af min dejlige veninde Mama Christina, som gav mig Rebozo og fodmassage og fødeklar tæer med den fineste neglelak. Det kan godt være du tænker ?hvad i alverden har neglelak med noget at gøre??, men efter at have lært Christina at kende, ved jeg hvor stor en forskel en lille pæn farve på tæerne kan gøre, især når man ligger og kampsveder i en hospitalsseng, og skal tisse i kopper, og have temmelig mange jordemødres fingre op i skeden. Så gør det bare en kæmpe forskel at kigge ned på sine fødeklar tæer, og have et sted på kroppen hvor man er lidt sexy og lækker. Christina er den type veninde der spørger ?vil du have fodmassage før og efter du skal ud og tisse eller bare efter?? og ikke ?vil du have fodmassage??. Jeg elsker hende!

Fredag:

Hele natten havde jeg ligget med veer, min mor sov på en ikke sove-venlig stol ved siden af mig, men var hos mig hele natten. Om morgenen mærkede jordemoderen mit underliv, og jeg var nu endelig klar til at komme på fødestuen. Nu er det nu!

Jeg kan ikke huske hvad jeg tænkte. Det var så vildt at det var nu. Det er nu jeg skal møde min datter, det er nu jeg skal se hende, dufte hende. Det er nu jeg skal igennem min egen version af de tusinder af fødeversioner jeg har fået præsenteret som den ultimative sandhed. Nu er tiden kommet til at jeg får min helt egen sandhed. Min helt egen fødselsoplevelse.

Sofie, verdens absolut sejeste fødestue-jordemoder! Sofie, verdens absolut sejeste fødestue-jordemoder!

Taknemmeligheden

Taknemmeligheden har været altoverskyggende hele vejen igennem graviditeten, indlæggelsen og nu også fødslen. Jeg troede ikke jeg kunne blive gravid. Jeg troede at det at blive mor ikke stod i mine kort, selvom det var så brændende et fortrængt ønske. Og nu skulle jeg fra Svangreafsnittet og over til min helt egen fødestue. Når klokken blev 14.

Klokken 14.00

Min jordemoder kommer ind på min stue, og med sig har hun Sofie, som skal være min jordemoder på fødestuen. Jeg er vild med Sofie allerede da jeg møder hende. Hun har ro, hun er tillidsvækkende og har et glimt i øjet. My kind?a?girl!

Sofie følger min mor og mig ind på fødestuen, og vi går i gang. Vi snakker om planen, om mine ønsker, om kommunikation, om rammerne. Jeg er vildt tryg og jeg har sommerfugle i maven. Jeg har ikke fået igangsættelses-piller siden i går, og det er nu udelukkende mine egne veer jeg kan mærke. De føles mere ?behagelige? (lidt skævt ord at bruge om en ve), end de kunstige veer, som føles lidt mere krasse.

Vandet er ikke gået endnu, og Sofie gør et forsøg på at tage vandet. Det lykkes ikke, da Emma Jo?s hoved ligger for tæt på hinderne. Jeg bliver sendt ud og gå en tur i solen, og så må vi finde på noget andet når jeg kommer ind igen. Min mor og jeg går ud, vi har det vildt sjovt, selvom jeg har smerter. Vi danser lidt salsa, jeg krammer et træ og vi studerer nogle myrer der er på hårdt arbejde henover stien.

 

Hollywood-plask

Da vi kommer ind på stuen igen skal Sofie til at gøre et nyt forsøg med at tage vandet, og da hun er klar til at gå i gang, siger det ?plask?, og vandet går af sig selv. Jeg jubler af glæde. Jeg tror jeg har et stort behov for at føle at min krop kan noget selv i den her graviditet, uden at der er noget galt.

Mere medicin

På grund af mit høje blodtryk, har vi nogle deadlines vi er nødt til at arbejde med, og en af de deadlines er snart ved at være nået. Næste skridt hedder ve-drop. Endnu et skridt væk fra min oprindelige plan. Sofie sætter mig grundigt ind i for og imod og gør det utrolig let for mig at sige ?ja selvfølgelig!? til det ve-droppet.  På dette tidspunkt er jeg udvidet 1-1,5 cm.

Vagtskifte

Sofie har fri og Rie tager over. Sofie har sikret sig at der kommer en ind, der passer til mig. Jeg er ked af at Sofie ikke skal være med længere, jeg har nærmest et girl-crush på hende, jeg har følt mig så tryg og set og hørt i hendes selskab. Og så havde hun humor. Min mor og jeg spillede kort mellem veerne, og Sofie fortalte historier. Der var dømt mega kickass fødestue-stemning.

Rikke, min helt igennem fantastiske fødsels-doula mødte ind på stuen, og nu var jeg omgivet af seje kvinder. Ve-droppet så ud til at virke og der kom mere og mere gang i veerne. Jeg fik lov til at tage et bad, efter jeg havde takket ja til et lavement. Det er første gang i mit liv at jeg har skidt i et bad. Lækkert? Nej! Sandt, ja. Jeg troede det hele var kommet ud, det var det ikke. Eller. Det var det så nu. Og alt var bare okay. Så har jeg også prøvet det.

Da jeg kom tilbage og kom op på min yoga-bold igen, begyndte hjertelydsmåleren at drille. Den fangede hele tiden min hjertelyd i stedet for Emma Jo?s, men det var samtidig den bedste måde jeg kunne sidde på. Rie foreslog at vi satte en elektrode direkte på Emma Jo?s hoved i stedet, for så kunne jeg blive siddende og vi ville få hjertelyden fra min datter. Det var fint med mig. Det hele fungerede så godt. Rikke var fantastisk, min mor var fantastisk og Rie var fantastisk. De støttede mig i vejrtrækningerne og jeg følte mig omgivet af blødhed og feminin power-energi.

Smertehelvede fra helvede

Om det var elektroden der udløste smerten, eller noget andet, det er der ingen af os der ved. Men pludselig fik jeg en voldsom smerte i mit underliv. Ikke veer, men mere som om nogen havde tændt for et elektrisk spændingsfelt, der slog lyn hele vejen op i min livmoder. En meget anderledes smerte end veerne. Til gengæld en smerte der hverken holdt pause eller gik væk.

Aldrig i mit liv har jeg oplevet noget så smertefuldt. Fra at have en god rytme og teknik med veerne og vejrtrækning, kunne jeg pludselig ikke slappe af. Jeg havde ingen steder at stå, ingen steder at holde pause, ingen steder at tage tilløb til næste ve, for jeg lå bare badet i et smertehelvede. Jeg krampede, jeg vred mig, jeg slog ud efter mine hjælpere, jeg kunne ikke gå ind i mig selv, jeg kunne ikke gå med nogen smerte, for den var overalt. Jeg prøvede at flygte fra smerten, men jeg kunne ikke. Jeg har efterfølgende spurgt min mor hvor længe det varede, for det kunne have varet fra 10 minutter til 10 timer, jeg havde ingen anelse. 2 timer, fortalte min mor, og de kunne slet ikke komme i kontakt med mig.

Til sidst skreg jeg på en Epidural-blokade. Efter at have skreget ?JEG KAN IKKE JEG KAN IKKE JEG KAN IKKE JEG KAN IKKE!!!!!?. For jeg kunne ikke.

I believe I can fly

Narkoselægen kom, jeg fik lagt blokaden. Lettelsen ville ingen ende tage, da jeg mærkede virkningen af blokaden i hele kroppen. Den tog næsten al smerten i underlivet, og desværre også veerne, son jeg et eller andet sted gerne stadig ville mærke, men underlivssmerterne var næsten væk, og det var det hele værd.

Et kæmpe chok.

Det var nu flere timer siden jeg sidst var blevet målt, og Rie tjekkede hvor meget jeg havde udvidet mig. Svaret kom som et chok for mig. Efter mit 2 timers smertehelvede og flere timers veer, havde jeg overhovedet ikke udvidet mig siden de sidst målte 1,5 cm. Jeg var skuffet og ked af det.

En af bivirkningerne ved Ebidural blokade er at blodtrykket falder. I mit tilfælde er var det til gengæld helt perfekt, for jeg lå der jo netop på grund af det forhøjede blodtryk. Problemet var bare at blodtrykket nu faldt alt for meget. Så jeg måtte reguleres med endnu en omgang medicin for at få trykket til at stige.

Anne møder Jakob

Min humor var vendt tilbage igen, klokken var mange, og jeg var lettet, helt ind i hjertet, over at have lukket døren efter mig, da jeg forlod mit smertehelvede. Det banker på døren ind til stuen, og ind kommer Jakob, der er læge, og har fulgt min fødsel inde fra vagtstuen.

Jakob forklarer mig hvordan han ser forløbet, hvordan han oplever status på situationen lige nu og Emma Jo?s hjertelyd, som bliver påvirket af både medicinen og veerne fra ve-droppet, der stadig kører. Han er rolig, nærværende og meget tillidsvækkende.

?…Så Anne, jeg er faktisk der hvor jeg kraftigt vil anbefale dig et akut kejsersnit.?

Tiden stod stille. Ikke fordi jeg var i chok, men fordi jeg var enig, og fordi det langsomt gik op for mig, at nu var tiden kommet til mit første møde med mit lille barn. Jakobs ro, hans argumenter, hans omsorg og nærvær gjorde det utrolig let for mig at sige ja til akut kejsersnit. Alt var præcis som det skulle være, det var det virkelig. Vi havde prøvet alt andet, vi var gået alle andre veje, jeg var hele tiden blevet mødt i mine ønsker, og selvom jeg hverken ville få opfyldt sen afnavling, at Emma jo skulle op til mig med det samme, og at vi skulle vente med at tjekke hende (det var nødvendigt at hun blev tilset af en børnelæge i det øjeblik efter hun var blevet født), så var det stadig helt okay. Alt var for at sikre hendes og min sikkerhed. Det vil ingen mor argumentere imod. Jeg var enig og jeg havde fred indeni.

Akut sceneskift

Rikke, min doula, tog med mig på operationsstuen. Hun blev iklædt grønt tøj, og jeg blev kørt ind på stuen. Mit hjerte hamrede. Selvom der var sket meget de sidste mange timer, var der stadig en ro og en dæmpet belysning på min fødestue. Pludselig befandt jeg mig på et operationsbord, lyset var kraftigere end det lange lys på en lastbil en vintermørk nat, der var 9-10 mennesker på stuen, der var tempo på, maskiner der bippede og summede, slanger og rør overalt.

Med ét blev det hele for meget for mig. Ikke fordi jeg ikke var sikker, for det var jeg. Jeg var sikker og tryg ved beslutningen, men sceneskiftet var voldsomt, og tanken om at nu kom Emma Jo altså for alvor ud til verden, den rørte mig i alle mine celler. Som om jeg havde tænkt på alt andet end dette øjeblik. Jeg var så uforberedt og alligevel så klar.

Jakob, lægen, så min reaktion, og spurgte om jeg var okay. ?Jeg er okay? fik jeg fremstammet ?det hele er bare enormt overvældende, og jeg skal lige have mig selv med?. Den fangede han med det samme, og bad alle standse op, og så lavede han en navnerunde. Jeg fik hilst på alle øjnene bag plastic-brillerne og de grønne dragter, og så fik Jakob et ?ok? fra mig, og teamet gik i gang med at arbejde.

Rikke sad ved mit hoved hele tiden, hun gav mig nærhed og tryghed i et rum hvor alt er sprittet af og en bakterie aldrig ville overleve mere end et par sekunder.

Man er vågen under et akut kejsersnit. Jeg kunne mærke min mave blive bakset rundt. Det summede af bedøvelse i hele min krop. Rikke var tæt på mig. Mit blodtryk blev målt hvert minut af en maskine. Stemmerne i rummet flød sammen. Operations-ord jeg alligevel ikke forstod, så der var ingen grund til at lytte efter.

Plask. Det føltes som om der var væske over det hele. Og pludselig, lige der midt i al kaosset, kunne jeg høre et lille barn græde. Mit barn. Emma Jo.

Tårer

Det var umuligt at holde tårerne tilbage. Det hele var slut nu, jeg kunne høre hende græde, deromme på den anden side af forhænget. En af sygeplejerskerne tog hende i sine hænder og viste hende kort til mig. Jeg græd og græd. Mine øjne fulgte hende rundt fra børnelæge-tjekket, til vægten, til den lille fine hue hun fik på, over i armene på Rikke, som skyndte sig at holde min lille baby tæt op til mit ansigt. Tiden stod stille, og selvom jeg godt kunne se alle de smilende øjne bag de gennemsigte masker og briller, selvom jeg godt kunne høre alle “tillykk’erne” fra det fantastiske team der hjalp min datter til verden, så kunne jeg kun se Emma Jo. Der var hun.

Vi blev kørt til opvågningen. Rikke havde Emma Jo, jeg havde slanger over det hele. Da vi nåede opvågningen fik jeg endelig fjernet de fleste slanger, og jeg fik min datter i armene og ned på mit bryst, hvor hun straks gik i gang med at sutte. Det var så uvirkeligt, og samtidig så fantastisk. Jeg var overvældet og stolt, og fyldt op af kærlighed til dette lillebitte smukke væsen, der nu så verden for første gang, og som jeg skal passe på resten af mit liv.

Og sådan gik det til at Emma Jo kom til verden.

Tankerne efterfølgende.

Jeg er allerede blevet mødt med ?og du er glad, også selvom det var kejsersnit?? eller ?ærgerligt det endte med kejsersnit…?.

Ved du hvad? Sådan har jeg det overhovedet ikke.

Det var jo ikke sådan så der væltede en skalpel ned i maven på mig, og så blev hun flået ud, og det hele skete henover hovedet på mig. Faktisk var det i sidste ende min egen beslutning. Jeg fik en fantastisk vejledning, rådgivning og støtte hele vejen igennem. Jeg var aldrig overladt til tvivl eller usikkerhed, vi prøvede alle de naturlige veje først, vi tog hele tiden udgangspunkt i min plan, i mit forarbejde. Jeg blev respekteret hele vejen og jeg vil vise verden mit superflotte ar med stolthed, for det var der min lille datter kom ud. Det er mit “Emma Jo-ar”!

Det var MIN fødselsoplevelse, hele vejen igennem. Og som jeg har skrevet en million gange før, så kan man ikke planlægge en fødsel (eller ret meget andet her i livet), men derfor kan det stadig være en kæmpe fordel at være grundigt forberedt, at have gjort sig en masse tanker og forestillinger om hvordan drømmescenariet ser ud, for så er chancen for at opnå drømmescenariet også større, end hvis man lader alt være op til hvilken vej vinden blæser.

Jeg blev mødt i alle mine drømme, og måske er det derfor jeg ikke havde behov for at få forklaret det akutte kejsersnit yderligere, de mange gange jeg er blevet tilbudt det af hospitalet (hvilket er en virkelig fin, og frem for alt vigtig service fra deres side). Men hver gang har jeg smilende og roligt takket pænt nej tak, for alt var præcis som det skulle være. Jeg føler ikke jeg er mindre mor eller mindre i stand til at føde eller mindre eller dårligere noget som helst. Jeg er til gengæld enormt positivt overrasket og glad, taknemmelig og lykkelig over at jeg fik præcis den oplevelse jeg fik. Det var det hele værd.

?Det er fint at lytte til en mand der har mediteret på toppen af et bjerg i 15 år, men bed ham lige om at smøre en madpakke til 3 unger, så lytter jeg dobbelt så meget til ham? ? der er ingen der kender dit liv, dine muligheder, din graviditet eller hvad der er rigtigt for dig, så meget som du gør. Det er virkelig noget jeg tager med mig, både fra min graviditet, min fødselsoplevelse og fra reaktionerne efterfølgende. Andres er ikke dit, og dit er ikke andres. Min fødselsoplevelse er også udelukkende min egen, og siger intet om din fødsel.

Jeg vil ikke være en af dem der går ud og fortæller en skrækkelig historie (jeg har ingen skrækkelig historie at dele). Og jeg vil kun dele min historie med dem der selv beder om at høre den. Det ville jeg ønske mange flere havde gjort med mig, for jeg har fået virkelig mange historier jeg hverken har ønsket eller har bedt om at få fortalt. Vi skal huske hvis behov det er vi forsøger at dække når vi vil dele en historie med andre.

Nu er jeg blevet mor for verdens dejligste datter, og jeg kommer sikkert til at skulle parere vældig mange meninger, historier og holdninger i min nye rolle som forældre. Med et ønske om at vi tænker lidt mere over om de råd vi giver er råd der er efterspurgte, og om de historier vi fortæller er historier der har været forespørgsel på, så vil jeg sige tusind tak fordi jeg måtte dele min historie med dig. Jeg håber den har givet dig noget med, og jeg vil rigtig gerne høre hvad det er, hvis det er tilfældet.

Mange kærlige hilsner

Anne

OG en kæmpe tak til Hvidovre sygehus, både Svangreafsnittet og alle jordemødrene der, Sofie, Rie og Jakob (og hans team) fra fødestuen og operationsstuen, og personalet på afdelingen for komplicerede fødsler bagefter. Selvom jeg havde nogle uoverensstemmelser med dem det sidste sted (og det kommer jeg til at fortælle lidt mere om senere), så er jeg dybt taknemmelig for omsorgen for mig og min datter.

Tak til Rikke og min mor, som begge har været uvurderlige både før, under og efter fødslen. Skal du føde snart? Så få dig en Rikke med til fødslen!

   

38 kommentarer

  • Tak for en utrolig fin beretning. Jeg arbejder udelukkende med hjemmefødsler,og ind imellem er der nogle der må på en helt anden rejse,end de havde forventet.
    God kommunikation,tid og tillid gør næsten altid forskellen på en god oplevelse fremfor en dårlig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • TAK til dig, fordi du deler din historie. Du er altså rimeligt vis! 🙂 Nu blev jeg skruk!!!!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Tak for en meget rrende fortlling. Vi ved det alle sammen: at vi ikke kan planlgge vores fdselsforlb (selvom vi forsger;)) Og det er s vigtigt at huske, at det ikke er et nederlag men en sejr, nr krlighed og beskyttertrang ligger bag ndringer i planerne. Tillykke med titlen og den fine pige:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanne

    S dejligt, at det blev en god oplevelse, sikkert ogs, fordi du var s velforberedt – og hvor er hun bare dejlig:)
    Til lykke med hende – jeg nsker jer alt det bedste – og fortst med at flge din mavefornemmelse, knus, Hanne.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det bare dejligt at hre og s flot beskrevet:) Den gode fdsel ligger jo netop i at trffe de rigtige beslutninger til det du bliver budt.. Og det lyder det s sandelig til at du har formet sammen med alle dem omkring dig. Gode fdselshistorier er vigtige Og hvor er det dejligt at du kan sprede budskabet om en anderledes god fdsel.. -og ja til dem der vil hre p det;) tillykke igen -du er en af de sejeste!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sia Rumessen

    Stort tillykke med det bedste, og p samme tid mest skrmmende, i verden; at vre blevet mor og velkommen til verden Emma Jo. Fantastisk fdselsberetning, men mere end 1000 ord, s siger billederne jo alt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rigtig fin beskrivelse! Dejlig lsning. (Endte ogs selv med akut ks)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jeg ELSKER mit ar, glder mig til at vise det frem p stranden til sommer. Skal nok lave et blogindlg med et hyldest til arret <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kamilla Just-Due

    Ja nu vrler jeg da ogs. Men vi er mange der har ventet p denne dejlige historie om dagen hvor Emma Jo kom flyvende ud Tak for at dele med os

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • <3 <3 Det var helende for mig at skrive den, s det er kun dejligt at den kan give lidt p den anden side af skrmen <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • MKS

    Dejlig fdselsbeskrivelse:-) Det er S ubeskriveligt dejligt at putte med en nyfdt! Jeg ELSKER det! Min yngste sn l og sov hos mig hver aften de frste 3 mdr. Jeg ville nyde det mest muligt og det var fantastisk:-) Men s blev det for forstyrrende med TV’et… Held og lykke:-)

    P.S. vi samsover stadig og det er sknt:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Fantastisk at du deler. Tak Og kmpe tillykke med din datter. Hun er meget smuk og fin.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S smukt fortalt Anne <3 Og endnu engang tillykke med Emma Jo 🙂 Jeg vil meget gerne hre mere om en fdsels-doula 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kim

    Smuk datter du har fet! Og s fint beskrevet! Tillykke!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dorte Endahl Eriksen

    Jeg fik ogs selv akut kejsersnit med min den frste. Ogs her var der en meget professionel holdning til tingene, og jeg flte mig p intet tidspunkt overladt. Kan sagtens stte mig ind i hvad du fler, og har vret igennem. Men husk: Kejser brn er ekstra smukke og fine fordi de ikke har vret presset ud, det m man godt vre stolt af.
    Krlige tanker til dig og Emma Jo
    Dorte

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle Buttrup

    Uh det er ren deja vu det der. Strk beretning. Tillykke med at det gik godt og du fik den sknneste ts.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    hhh, jeg tuder helt, sikke en dejlig historie:)
    Stort tillykke med hende:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stort tillykke med fine Emma Jo 🙂 Med dit positive sind, er jeg sikker p, at hun har fet en fantastisk mor!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anette

    Stort tillykke med Emma Jo 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karin

    Stort tillykke til jer begge. Og tak fordi du deler. Det er som du skriver sjldent at kvinder fortller hele processen s rligt, og jeg nd at lse hvert et ord af din oplevelse. Jeg er ikke mor endnu, men glder mig nu kun endnu mere til det en dag bliver min tur:-)
    Emma Jo er bare for lkker… men kunne hun blive andet;-D Held og lykke frem over.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • h, det glder mig at du glder dig Karin. Jeg er s ked af at der er s mange skrmmehistorier derude, nr en fdsel – ogs inklusiv akut kejsersnit – kan vre s smuk og s meget ens egen oplevelse alligevel. Derfor var det vigtigt for mig at dele en ikke-dramatiseret historie der slet slet ikke gik som planlagt, men endte med at vre prcis som den skulle vre.

      <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Claudia Novalee-Toft

    h Anne. Jeg bliver helt rrt og dybt betaget af Jeres krlighed – din og Emma Jo’s! Tak

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte

    Kre Anne,
    Det er virkelig en smuk og rrende beretning. Jeg sidder ogs med trer i jnene. Det er meget forlsende, nr man har fulgt dig gennem hele din (hrde) graviditet – og s vre med i de minutter hvor Emma Jo kommer til verdenen. TAK fordi du deler 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Det er utroligt smukt skrevet. Jeg fr helt trer i jnene, og det er s sknt, nr baby ankommer og tiden str helt stille. Det husker jeg fra min datter blev fdt. Tillykke med Emma Jo.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg er vist bare.... lykkelig