Gravid uge 34: Følelsesmæssig nedsmeltning, fede ankler og baby-hikke

Lykken er at være en kælling!

0
false

18 pt
18 pt
0
0

false
false
false

/* Style Definitions */
table.MsoNormalTable
{mso-style-name:”Table Normal”;
mso-tstyle-rowband-size:0;
mso-tstyle-colband-size:0;
mso-style-noshow:yes;
mso-style-parent:””;
mso-padding-alt:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt;
mso-para-margin:0cm;
mso-para-margin-bottom:.0001pt;
mso-pagination:widow-orphan;
font-size:12.0pt;
font-family:”Times New Roman”;
mso-ascii-font-family:Cambria;
mso-ascii-theme-font:minor-latin;
mso-hansi-font-family:Cambria;
mso-hansi-theme-font:minor-latin;}

Lykken er at være en kælling!

?Erla, har du tid i denne uge allerede??

Min psykolog Erla svarede heldigvis med det samme, at ja, hun havde tid onsdag. Som er i dag.  Jeg har været edderspændt-rasende, og godt gal i skralden, siden weekenden. Samtidig har jeg dømt mig selv voldsomt hårdt, fordi jeg er vokset op i et miljø hvor det er meget forkert at være dderspændt-rasende, og godt gal i skralden. 

Mandag aften stod jeg i en situation, hvor jeg endte med at sende en sms med følgende ordlyd:

?Jeg vil frabede mig al kontakt fra dig. Vi to har ikke mere at tale om. Det her nægter jeg at spilde mere af min energi og min tid på!?

To sætninger jeg har kæmpet meget længe for ikke at skrive. For hvilket slags menneske vil de to sætninger gøre mig til? I min ?gamle? verden (altså i morges, pre-Erla), var de to frygtelige sætninger lig med at jeg så er:

       En bitch

       En kælling

       Ikke rummelig

       Ikke kraftfuld-kommunikerende

       Hård

       Brutal

       Dominerende

       Ukærlig

Og alle mulige andre ord der ikke lyder særlig rare.

Pæne Lis

Derfor havde jeg brug for at snakke med Erla. Jeg er ikke vant til at tale/skrive så hårdt og så konsekvent til nogen, heller ikke selvom jeg flere gange i mit liv har haft lyst til det, men min indre ?pæne Lis? har talt mig fra det. Man skal jo være god ved hinanden, jo.

Heldigvis, kan jeg sige nu, hvor jeg har trukket vejret og har hylet lidt, er det tydeligt for mig at jeg, i min iver efter at være Pæne Lis og ordentlig, har været mig selv utro. For jeg har længe været fuldt ud klar over at vores relation ikke fungerede. Jeg har længe været fuldt ud klar over at jeg betaler en høj pris for en mere eller mindre falsk frihed. Jeg var bare så bange for at være den der dumme kælling der skreg (mens hun spytter og har fråde om munden) ?SÅ STOPPER FESTEN KRAFTEDME, KAN DU SÅ SE AT KOMME UD HERFRA DIN FUCKING TERNING, og tag dit BULLSHIT med dig UD!?, at jeg har taget en perlekæde på og har sat mig med foldede hænder og har nikket og smilet i stedet for.

 

Ikke mere vrøvl

Men mandag aften tog min krop altså over:

“Kære hjerne, du har simpelthen ikke uddannelsen til at håndtere den her slags vrøvl, som du bliver udsat for lige nu, så nu tager jeg over, hilsen kroppen” 

Og så hamrede mit hjerte løs, og mine fingre klaskede løs på min stakkels Iphone, og jeg sendte beskeden af sted. Og jeg fik et super-muggent svar tilbage, og så slukkede jeg mig telefon, for nu var budskabet jo ligesom leveret.

Og så blev det sagt.

Og så kom den dårlige samvittighed.

Men det er det fede ved at gå hos Erla. Her kan jeg hvæse og hæve stemmen mens jeg fortæller, og jeg kan tude og jeg kan fortælle ærligt hvor dårligt et menneske jeg pludselig synes jeg er, fordi jeg går i mod noget jeg har lært.

Og så kan Erla fortælle mig, at når nu jeg går i mod noget jeg engang har lært, så kan man også se det sådan, at jeg i dag bare vender snuden i en retning der er langt mere mig end det jeg engang har lært. Jeg fik en pæn kjole med hjemmefra, og nu har jeg skiftet kjolen ud med et par læderbukser, en knaldrød læbestift og et lidt uglet hår. For det er mere mig. Den gamle Pæne-Lis der ikke må være vred, hun kunne heller ikke finde ud af at være:

       En bitch

       En kælling

       Ikke rummelig

       Ikke kraftfuld-kommunikerende

       Hård

       Brutal

       Dominerende

       Ukærlig

som jo er mindst lige så vigtige egenskaber at eje, hvis man gerne vil sætte grænser, passe på sig selv, turde sætte sig selv først, være tydelig, kommunikere skarpt, tage lederskab, tage ejerskab, stå ved sig selv… og alle mulige andre fede ting som vi jo også ønsker i vores liv. Jeg gør i hvert fald. 

Jeg er ikke forkert fordi jeg er tro mod mine følelser, heller ikke selvom det virkelig ikke ser pænt ud. Heller ikke selvom alle andre mener jeg er for hård. Heller ikke selvom nogen bliver kede af det. Heller ikke selvom jeg sårer nogen. Jeg tror ikke på man kommer igennem et ærligt levet liv uden at man mister nogen i svinget og uden at nogen bliver sårede. Det findes ikke.

De to sætninger jeg har været så bange for at aflevere til rette modtager, det er de ærligste to sætninger der er noget ud af min mund, eller mit Iphone-tastatur meget meget længe.

Er det nemt? Nej sgu!

Er det det rigtige at gøre? Ja for pokker!

Og som Erla sagde ?hvis man er en elefant i et glashus, så vil man bare altid larme og folk i glashuset vil altid synes at du er møg-forkert. Det handler om at finde de rigtige elefanter at hænge ud med?. Og det kan jeg egentlig godt se er rigtigt. Flere og flere af de mennesker der finder ind i mit nære netværk, er mennesker der godt kan bære at man siger tingene ligeud. Det er mennesker der kan kombinere et meget højt niveau af kærlighed og samtidig tør udfordre mig, selv imens jeg græder og synes det er synd for mig. Mennesker der tør sige ?det der pis, Anne, det gider jeg simpelthen ikke høre på?.

Nu er det på tide jeg selv owner at jeg er den lykkelige kælling. Eller, du ved, bare hende der faktisk er blevet ret god til at mærke mine grænser, og derfor også får dem meldt ud ? selv til dem der ikke har lært det endnu, og derfor ikke forstår det. Det er deres rejse ? ikke min.

6 kommentarer

  • Superfedt skrevet – er helt med 😉 Bde fordi det er en virkelig god beskrivelse af, hvor fedt det kan vre, at have en shrink p sidelinien, men ogs fordi livet bliver s meget lettere, nr man lrer at sige fra og ikke bare finder sig i alt mulig pis fra andre. Jeg har en datter p 8, som lige har fet en autisme-diagnose. Hun er sd og pn og stille, og hun siger ikke fra. Hun mopser og lukker sig inde, s jeg er ved at lre hende, at man godt m blive vred. Det gr meget langsomt, hun har svrt ved at genkende, hvilke flelser hun egentlig har. Jeg ved ikke, hvilken Pandoras ske, jeg er ved at bne, men jublede alts lidt indvendig forleden, da hun kastede med brste og elastikker i frustration over en flettebog 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Du er fandme en sej mor. Det gr lige i hjertet p mig nr jeg lser stningen "s jeg er ved at lre hende at man godt m blive vred". HHHH, det fles godt <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Godt truttet, elefant! 😀
    Og Ann – dem, der tror, det er let, har aldrig prvet at leve i et milj, hvor det skulle vre svrt. Derfor ER det let – for dem!
    Men dem, du hrer fra, er nok snarere dem, der ikke kan, nsker sig s brndende at kunne, men endnu ikke giver sig selv lov. De lever stadig i flosklernes verden og overbeviser sig selv om, at de skam selv ingen verdens problemer har med at vre dem selv.
    Derfor er det enormt provokerende for dem at f smasket lige op i ansigtet at du bent erkender, at du ikke gider vre pn, men at du har svrt ved ikke at vre det: Det kommer alt for tt p deres egne kampe, som de udkmper med dem selv hver dag!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ann Charlotte Adrian

    fed lsning og ih hvor jeg kan kende mig selv i det.
    Jeg har vret mange r om at ryste den sde pige af mig og nogle gange dukker hun stadig op. Jeg har mange gange tnkt "hvor meget lettere nogle ting ville have vret hvis ikke mine forldre havde opdraget mig til at vre en pn sd pige". Det er ikke s let at smide det vk som nogle mske tror.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gravid uge 34: Følelsesmæssig nedsmeltning, fede ankler og baby-hikke