Birkenstock's Deppe og alle de kendte

Gravid uge 34: Følelsesmæssig nedsmeltning, fede ankler og baby-hikke

Gravid uge 34: Følelsesmæssig nedsmeltning, fede ankler og baby-hikke

Min hjerne forstår det simpelthen ikke. Den forstår ikke at jeg om ganske få uger bliver mor. Den forstår heller ikke at jeg om ganske få uger har en lille pige der skal bo sammen med mig de næste mange mange mange år. Den forstår ikke at jeg nu er så fysisk besværet, at jeg har måtte udvikle en særlig krops-rulle-teknik for bare at komme ud af sengen. Søløve-Anne. Den rigtig flommede slags.

Selvom jeg har været plaget af kvalme i snart 8 måneder, og opkastninger, så har jeg egentlig klaret mig ret godt. Det er lykkes mig at holde skruen i vandet på mit firma, at starte et helt nyt projekt op og holde humøret oppe – i hvert fald det meste af tiden.

I går havde jeg så den første rigtig store nedsmeltning. Jeg brød helt sammen, hulkede, kunne slet ikke se mig ud af noget som helst. Jeg har tidligere fortalt at jeg for halvanden måned siden er startet hos min psykolog Erla (læs her – især hvis du overvejer at gå til psykolog, men er lidt bange for det). Mit hovedemne i mine samtaler med Erla, som jeg i øvrigt er ubeskrivelig glad for (både samtalerne og Erla), er at jeg har virkelig svært ved at bede om hjælp.

I går havde jeg brug for hjælp. Virkelig brug for hjælp. Og når man er ramt af hormoner og utrøstelig gråd og tunnelsyn, så er det bare pissefucking svært at se muligheder og løsninger. Jeg forsøgte lidt halvhjertet at række ud, men jeg kunne ikke finde ud af det. Indtil en af mine gode venner trådte til og uanset hvor mange gange jeg afviste hans udstrakte to arme, så endte jeg med at sige til mig selv “ANNE, du SKAL lære det her nu, du har siddet her alene så mange gange før. sig nu JA!”.

Så det gjorde jeg.

Jeg sagde ja, jeg tog en taxa og jeg puttede mig helt ind i et hjørne af hans sofa, fik serveret the, og kunne jo godt se at han ikke gik i stykker af at hjælpe mig. Jeg følte mig som en elendig kommende mor, fordi det er så svært for mig at bede om hjælp når jeg virkelig har det svært. Jeg bliver bedre. Men i dag, hvor tågen er lettet, kan jeg godt se nogle ting lidt klarere.

1. Forandring tager bare tid, og det er så enormt vigtigt at se de små skridt. Som f.eks at jeg trods alt pippede lidt i går i stedet for at være helt stille. 

2. Jeg er ikke der hvor jeg var for bare et par måneder siden. Jeg har lært rigtig meget.

3. Jeg bliver en rigtig god mor. Jeg tager fat om de udfordringer jeg ser, og jeg gør noget ved dem. Jeg har altså selv opsøgt en psykolog fordi jeg kan se en udfordring der kan gå hen og blive temmelig vanskelig at håndtere, hvis ikke jeg tager fat om den allerede nu. Hver uge har jeg en samtale, hver uge rykker jeg mig. I går rykkede jeg mig. Det er godt nok og jeg gør det bedste jeg kan.

4. Jeg viste en rigtig god ven en side af mig som jeg normalt aldrig viser nogen. Da jeg sad i taxaen på vej hen til ham tænkte jeg “når jeg har sovet der i nat er jeg nødt til at vi ikke ser hinanden i meget lang tid, så han glemmer det han har set”. I dag tænker “Gud hvor er jeg taknemmelig over at endnu et menneske kender mit mørkeste skrøbelige mørke, det føles virkelig dejligt!”

Og det var vist det indtil videre.

Jeg har besluttet mig for at trække stikket helt resten af dagen, og bare være lillebitte Anne der ser superhektefilm og spiser popcorn og vandmelon. Og stirre på min tykke mave der har fået hikke. Det ser virkelig sjovt ud. Jeg skal være god ved mig i dag, for jeg kæmper, og for lige netop mig er det virkelig vigtigt at huske at min Ferrari både har 1ste gear, og “parking”. Jeg behøver ikke have foden klistret på speederen hele tiden.

SÅ nu holder kontoret lukket, og så vil jeg glæde mig til at læse din kommentar, uanset om du bare vil sende et kram, en hilsen eller dele en historie.

P.S Jeg har i øvrigt lavet en lille video-hilsen. Den ligger og venter på dig inde på bloggens FB-side, som du finder lige her. Den er inkl morgenhår.

 

Hav en rigtig dejlig dag <3

14 kommentarer

  • PS Kom i tanke om noget, jeg selv skrev dengang det at bede om hjlp omsider efter megen trning var blevet automatiseret for mig – alene fordi jeg tilstrkkeligt mange gange havde givet mig selv chancen for at opleve, at der var nogen at rkke ud efter.
    http://ilsebjerregaard.dk/personlig-udvikling/at-leve-eller-overleve/at-bede-om-hjaelp/

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kre Anne
    Tillykke. Af hele mit hjerte. Tillykke med at det lykkedes dig at tage imod hjlp, da du flte dig svagest. Viste dit mrkeste sted, som du skriver, og bagefter opdage, at du ikke engang behver skamme dig over det. Ikke mere. Du er voksen nu, og omgiver dig med mennesker, der elsker at rumme dig helt som du er. Hele dig. Du rer dem og forstrker jeres forhold ved at vise hvem du ogs er.
    Jeg har selv vret der, hvor det at tage imod hjlp var pinligt. Pinligt fordi jeg skulle da selv! Jeg mener … hvem ellers? Det var mig, der hjalp andre, ikke omvendt! Langsomt langsomt fik jeg lrt, at ligesom jeg blev rrt af folks tillid, nr de bad mig om hjlp, bliver andre ogs rrte af at f lov at hjlpe mig. At vre i netvrk med mig. At sttte mig, nr jeg vakler.
    Derfor tillykke. Nste gang bliver nemmere. Knus.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mske er det ogs noget med at vre der, hvor vi er i graviditeten? (Vi er jo meget tt p at vre prcis lige langt.) Anton kastede et legospyd efter mig idag. Det mler 4 cm og vejer et sted mellem 10 og 15 gram. Jeg fik det i hovedet. Jeg grd over det i 10 minutter. Personligt glder jeg mig meget til at sende hormonerne tilbage til helvedes dyb, hvor de kommer fra.

    Sndagshighfives til dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kre Anne
    Tak for endnu et indlg, der stter tanker i gang.
    At bede om hjlp er for mig lig med at vre svag. Min opvkst har lrt mig, at jeg bliver afvist, hvis jeg er svag. Perioder med iskold tavshed hrte til min barn- og ungdom. Nr tavsheden ikke lngere var til at bre, tiggede og bad om at blive lukket ind i familiefllesskabet igen. Min overlevelsesstrategi blev, at jeg skulle vre, som andre gerne ville have det frem for at vise mit sande jeg. S blev jeg ikke lukket ude. Men det har haft en hj pris. I mere end halvdelen af mit liv har jeg kmpet med mental stj uden at kunne finde ud af, hvor den kom fra. Det ved jeg nu: mit sande jeg gr oprr for at komme frem i lyset – undertrykkelse af selv samme en syg!
    Men den dag i dag er det stadig ekstremt grnseoverskridende for mig at bede om hjlp. Den svage side har stort set ingen plads i mit liv. Jeg er den strke (nogle vil mske sige hrde) kvinde, der klarer alt selv. Kun hvis jeg klarer alt selv, er jeg god nok (fortller jeg mig selv). OK – jeg kan til nds bede om hjlp bede om praktisk hjlp. Men flelsesmssigt? Forget about it!
    Nr jeg lser dit indlg, tnker jeg, at jeg skal ud af skallen. Men alt indeni mig stritter imod. Mit ego vil (benbart) for enhver pris holde fast i jeg-kan-selv-og-har-ikke-brug-for-hjlp.
    Jeg fr sdan lyst til at sprge dig, hvad det er, der for dig gr det svrt at bede om hjlp?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Har sagt det fr og siger det gerne igen – selvom man ikke rigtigt kender dig, s lukker du os ind og du lukker ud for det hele; bde det positive og det negative – det gr dig, i mine jne, til et af de mest fantastiske – og rseje kickass’ede mennesker – jeg har stiftet bekendtskab med. Du er og bliver en inspiration (ja – det handler ogs om mig og hvor jeg er i mit liv, det ved jeg) men er dybt taknemmelig for at du er dig! Frdig bum!!
    udover ovenstende – s fr du ogs et kram herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dorthe Srensen

    Dejlige dig – stort kram herfra.
    Du er den sknneste og mest livsglade, positive, livsbekrftende person, som jeg ikke kender. Det er godt, du nu har taget de frste skridt p vejen mod at kunne bede om hjlp og tage i mod hjlp. Vi er jo ingen af os superhelte, selvom en del af os helst vil klare tingene alene – vil selv / kan selv Og ja, du ER i hormonernes magt – men nr det er sagt, s er du sgu alligevel en lkker og indsigtsfuld vordende mode, som helt sikkert nok skal klare sig. You rock girl!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karin Paulsen

    Sender dig sgu bare et kram, Anne <3. 🙂 – Rigtig god sndag til dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Du er sej med sej p. Du kan mske ikke selv se det, men du gr jo allerede det som du siger du ikke er god til. Hver dag sprger du modigt om rd, hjlp, tips, vejledning mm p Facebook. Dine trofaste flgere er der men jeg kan godt se det fles som en ekstra stor udfordring nr man skal rkke ud IRL og vise sig fra en anden side overfor f.eks. sine venner. Go sndag 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mary

    Du er sku sej!
    Elsker at du bner op og ikke bare lader som om at alt er perfekt hele tiden.
    Masser kram og krlighed herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jo mere jeg gr det Mary, jo mere finder jeg ud af at resten er verden er prcis ligesdan. Og s er det pludselig rart at leve og jeg kan trkke vejret igen.

      Tak <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Birkenstock's Deppe og alle de kendte