Inspiration til din stil: Sort, nude og stilrent

BLOG TEMA: Hvem betaler prisen når du ikke tør være vred?

BLOG TEMA: Hvem betaler prisen når du ikke tør være vred?

Vrede og aggression er et to udskældte borgere i vores politisk polerede samfund i dag. I hvert fald set fra min stol. Derfor vil jeg i denne uge slå et slag for vreden og aggressionen, og bringe lidt gæsteblog og lidt personlige historier om vreden. Jeg vil vældig gerne invitere dig ind i snakken om vrede og aggression, så jeg håber du vil deltage i kommentarfeltet eller på din egen blog.

Vrede. Hvorfor skal vi nu være vrede?

Det skal vi fordi der er gået kommunikativt båndsalat i vores måde at være med hinanden på. “Pæne Lis”, du ved, hende fra flinkeskolen, har taget over, og fordi der er i dag er så mange regler for hvordan vi skal udtrykke os korrekt, så findes der snart ikke længere nogen der tyrer et askebæger op ad væggen og hvæser af folk mens spyt og snot står ud af alle åbninger i ansigtet.

Og mand hvor har jeg selv været ramt. Jeg skulle engang fortælle en ekskæreste, der har banket mig sønder og sammen på gaden, spyttet på mig og sparket til mig, på en anerkendende og kraftfuld måde, at nu var det hans tur til at bære den oplevelse. Heldigvis blev jeg reddet af en psykolog nogle år efter, som gav mig grønt lys til at mærke de ægte følelser der var forbundet med den oplevelse, og først dér lærte jeg at sætte grænser for mig selv. Jeg var rasende i alle celler af min krop, og raseriet blev aldrig kommunikeret hverken kraftfuldt eller i den rigtige konfliktmæglende mediations-agtige form. Men jeg blev fri.

En lort lugter stadig af lort selvom vi dækker den til med glanspapir

Jeg spurgte facebook-panelet hvad fordelene ved vrede og agression er. Her er hvad de svarede:

Vrede og agression lærer børn at håndtere både sine egne og andres negative følelser.


Fordelen ved at kunne føle/vise sin vrede er, at den optræder som en ventil, der tager dét tryk af ballonen, som ellers ville få den til at briste.

Sålænge vreden er kanaliseret mod den rette destination, vil vreden altså kunne opretholde følelsernes dynamik. Undertrykkes vreden derimod – årsagerne kan være mange – vil indebrændtheden tage over og æde sjælen op.


Synes vrede kan være katalysator for handling, måske en slags selvstarter for at komme af med selv samme og ikke blive indebrændt… Aggression for mig er mere fysisk og kan sagtens beherskes uden at være vred – f.eks. når jeg dyrker kampsport…


Man mærker sine egne (og andres) grænser, man respekterer sig selv, man står ved den man er. Man giver slip på følelsen her og nu, man lærer at sige fra, man opbygger ikke en bank af skyld.
At sige JA til sig selv indebærer tit og ofte et NEJ til alle andre.

Vrede er en legitim følelse og skal behandles som en velkommen ven, signalør, forsikring mod hensynsbetændelse. Lærer man sit barn at det er trygt at føle, udtrykke og vise alle sine følelser, så får man et helt og sundt barn, der er i stand til at reflektere over egen og andres adfærd, verden generelt og som ikke er bange for at sige til og fra, når situationen byder det.


Utøjlet aggression, som kommer fra et koldt og uempatisk hjerte, er giftigt


At kunne blive vred viser, at du er i kontakt med dig selv. Mange mennesker aner ikke, at de er vrede. De går bare rundt og er passiv-agressiv. Hernæst er vrede jo en måde at sige fra på og mærke dine grænser, herunder også at mærke, hvad du er frustreret over. Vrede behøver ikke at være på en anden person, men over ting i dit liv eller samfundet, der gør dig vred. Fx uretfærdighed eller andet. Kunsten er at bruge vreden på en konstruktiv måde – udtrykke og bruge den konstruktivt.

I øjeblikket er jeg i gang med at læse Jesper Juul’s bog: Aggression. Ikke nok med at emnet interesserer mig voldsomt meget, jeg er vild med at Jesper, i sin bog, står ved at han er RASENDE over den måde vores uddannelses- og institutionssystem for vores børn, tackler vrede og agressive børn. Jeg kommer med en anmeldelse senere på ugen, og jeg vil rigtig gerne debattere bogen med dig, så tag lige og læs den.

 

Eksplosionsfare forude

Det har taget mig mange (MANGE) år at lære at være vred. Faktisk er det kun når jeg har været presset til mit yderste, kørt på mine reserveflasker, og ikke har haft mere overskud at tage af, at jeg har tilladt mig selv at være vred. Men det er samtidig også lige præcis der jeg har kommunikeret det skarpeste og reneste budskab i hele mit liv. Alt bullshit bliver skrællet fra, og mit budskab kommer så dybt og så undertrykt et sted fra, at det svarer til at sende et satellit-styret missil direkte ind i kernen på modtageren – så rent går det ind.

Vi KAN ikke løbe fra vores energi. Jeg læste engang disse kloge ord fra Anja Vintov:

Du kan knokle, kontrollere, ignorere, forsøge, forcere – til syvende og sidst er det vibrationen bag alt hvad du gør, der afgør følelsen og dermed resultatet du ender ud med.

Som mennesker sanser vi vores omverden gennem kroppen. Det er ligesom kroppens ?job?. De første 2 år af vores liv har vi ikke bevidsthed i traditionel forstand.

Vi har ikke et rigtigt sprog og navigerer efter vibrationer.

Føles det trygt, rart eller ubehageligt? Evnen til at navigere efter vibrationer forsvinder ikke – den blive ofte bare ikke brugt og er bl.a. medvirkende årsag til at over en halv millioner mennesker lider af stress.

— Anja Vintov

Det er præcis vores energi vi navigerer efter. Børn kan mærke undertrykt vrede lige med det samme. Du kan mærke lige med det samme om det en person siger til dig er i overensstemmelse med deres energi eller ej. Nogle er bevidste om det, andre er ikke. Men løbe fra vores autentiske energi, det kan ingen. Det skaber voldsom utryghed og mistillid når vi oplever at energien ikke stemmer overens med resten af systemet, når vi kan mærke vreden der bliver begravet i “Pæne Lis”.

Når det så er sagt, er det næste naturlige at sige, at vi ALLE er vrede. Vrede er en grundfølelse, og den er en (udskældt) måde at udtrykke sig på. Problemet med at lukke ned for vreden er bare at vi samtidig lukker ned for:

– Evnen til at sætte grænser

– Evnen til at udtrykke os i alle situationer

– Evnen til at stå fuldt ud ved os selv

– Evnen til at være tydelige og rene i vores kommunikation

– Evnen til at få lukket luften ud af ballonen, for at ny luft kan komme ind og nære os

– Evnen til at slippe gamle ting og komme videre

Og sikkert mange andre ting. At fjerne vrede-tangenten på klaveret, svarer til at man fjerner farven blå fra hele verden. Ikke nok med at der aldrig mere vil være blåt, men der er mange andre farver der er skabt af blå farve, så den gule, den grønne, den brune og den røde farve vil også se anderledes ud når vi fordømmer og out’er den blå farve. Det er præcis det samme der sker med vreden. Skruer vi ned og gør vreden til sorteper, så er der bare samtidig en grænse for hvor højt vi kan skrue op for glæde og friheden, fordi vi undertrykker en uhyre vigtig del af os selv. Vreden og glæde er i virkeligheden den samme knap. Skruer du helt ned for den ene, jamen så følger den anden bare med ned.

 

Når du skælder dit barn ud, fordi du ikke kan finde ud af at sige nej

Når du ikke kan være i samme krop som din vrede, så er der bare en masse andre mennesker der skal betale prisen. Når du har sagt “ja” alt for mange gange, især de steder hvor du i virkeligheden mente “nej”, men var bange for andres vrede/reaktion, så løber du på et tidspunkt tør for “ja’er”. Og så bliver dine ja’er til at rødglødende buldrende “NEJ!” og så gør du andre forkerte for at du ikke kunne finde ud af at “nej” ofte er det kærligste svar i verden. Vi tror det er andres skyld når vi flipper ud og mister kontrollen og lader os overmande af vrede.

Når vi lukker vreden ind, bliver vi samtidig meget tydelige i vores grænser. Vi bliver derfor også markant nemmere for andre at forholde os til, og derfor vil vi i langt højere grad blive mødt som det menneske vi i virkligheden er, i stedet for at noget hele tiden føles lidt skævt i vores relationer. Vi er lettere at have respekt for når vi er tør være vrede og tør vise hvad vi vil være med til og hvad vi ikke vil være med til. Og det giver andre mennesker ro. Især børn.

Åh der er meget at sige om vreden. Her er bolden kastet op i luften. I morgen vil du læse et blogindlæg om en der kender vreden fra mange vinkler, og har betalt en høj pris for at lære at blive ven med vreden.

Hvad er dit forhold til vrede? Kan du finde ud af? Ville du gerne lære det? Ville du ønske at ingen mennesker i verden var vrede? Hvornår har du oplevet at vreden var din ven?

 

3 kommentarer

  • Trine

    h Anne, jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte. Jeg kunne kommentere p nrmest hvert eneste af dine indlg, men har alligevel ikke fet taget mig sammen til at gre det. Jeg har ogs vret i gang med at skrive en (LANG!) mail til dig, for bl.a at fortlle, hvor stor betydning dine ord og din person har og har haft for mig. Jeg hber, at jeg fr den sendt til dig inden alt for lnge. Men lige nu bliver jeg ndt til at kommentere, for h hvor rammer du bare noget enormt vigtigt. Det her med vreden er noget af det jeg kmper allermest med i jeblikket. Jeg blev mor for 9-10 mneder siden og det vendte op og ned p alting (det lyder som en kliche, men er sgu sandt nok). Jeg er blevet klogere p mig selv og min familie og blevet bevidst om, at jeg skal arbejde med det her vrede-hallj. For jeg kan ikke finde ud af at vre vred. Jeg tror det sidder meget dybt i mig, at man ikke m vre vred. Det er ikke en "pn" og "i orden" flelse. Og i min familie er den ikke tilladt. Men jeg ver mig nu i at byde den velkommen og sige, at det er ok, at den flelse er der, i srdeleshed fordi jeg synes det er enormt vigtigt, at min datter lrer at vre vred. Hun skal lre, at man gerne m brokke sig, nr der er noget man er trt af og utilfreds med. Jeg arbejder s stadig p at finde ud af, hvordan jeg skal forholde mig til min ikke-vrede og ekstremt hensynsbetndte familie Men TAK fordi du tager emnet op og skaber mere bevidsthed omkring det. Og godt, at du allerede har arbejdet s meget med den vrede, for h hvor jeg tror det kommer til at hjlpe dig, nr ninja-pigen kommer ud 🙂 Tak for dig og din blog. Knus Trine

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte

    Jeg har vret bange for vrede, fordi jeg som barn oplevede en meget vred og opfarende forlder – og andre gange blot blev ignoreret. Jeg vidste sjldent hvad grunden var, eller hvad jeg havde gjort forkert. i dag kan vrede stadig forskrkke mig. Men det vrste er, hvis mennesker ikke er tydelige i, hvad de mener/fler. Dt gr mig meget forvirret og utryg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Gitte, tak for din kommentar <3

      Jeg kan virkelig genkende mig selv i det du skriver. Jeg havde ogs en person meget tt p mig, der var meget meget vred, og jeg kunne ikke sige fra overfor det da jeg var barn. Derfor fik jeg lavet et lighedstegn mellem vrede og den smerte jeg bildte mig ind jeg pfrte andre. Nu er lighedstegnet fjernet, og vreden er med i livet igen.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Inspiration til din stil: Sort, nude og stilrent