Tristhed er (også) en naturlig del af graviditeten.

Tristhed er også en naturlig del af graviditeten

Jeg håber snart jeg er færdig med at skrive om kvalmen, og dette indlæg er i virkeligheden mest til dig der kæmper med kvalmen lige nu. Andre giver blogindlægget nok ikke ret meget mening for.

Da jeg lå i mit 4 (snart 6) måneders kvalmehelvede, blev jeg mere og mere trist. Jeg lå alene og ensom i min seng, jeg kunne ingenting, jeg kunne ikke engang overskue at tjekke mails, eller forholde mig til andet end hvilken sunlolly jeg skulle spise næste gang: champagne eller cola.  

“Jeg er dårlig til at være gravid” tænkte jeg: “Jeg kender en masse seje gravide kvinder som passer job og projekter og firma og bager boller og handler ind, og jeg ligger bare her. Jeg kan ikke engang overskue at gå over i netto, som ligger 400 meter fra min hoveddør, på den anden side af Strandvejen. Fuck du må have en lav smertetærskel… du må være virkelig meget svagere end alle de andre kvinder!”.

Det var min virkelighed. Og det var mine virkelige tanker. Derfor begyndte jeg at google gravid og tristhed og graviditet og trist, og hver eneste gang endte jeg på en eller anden officiel side om depressioner og gravide og fødselsdepressioner. Og så begyndte jeg at blive bange, for vi har godt nok ikke kræft i min familie, men vi har depression. Det kunne jeg bare ikke bære, at jeg udover kvalmehelvede også skulle have en depression.

Jeg gravede mig længere og længere ned i et hul, og jeg dømte mig selv voldsomt hårdt for ikke at være i stand til at finde overskud, og endnu værre, humoren frem til sidst. Jeg bruger humor rigtig meget til at få mig selv op når tingene er svære, men til sidst kunne jeg ikke engang finde de komiske vinkler, det hele var bare sort.

Kærlighedsfyldte og velmenende råd som “prøv at flytte dit fokus” og “men der kommer noget smukt ud af det i sidste ende” havde nul effekt på mig. Når hele kroppen ryster af elendighed, du sjat-tisser i bukserne hver gang du kaster op, din krop går i kramper fordi der ikke ER mere at kaste op, du har den onde madlede og kan slet ikke klemme noget som helst ned, for du ved det skal op igen, så kan du hverken tænke positivt eller flytte dit fokus. Du kan prøve at sove en time mere eller se om du kan fordybe dig bare en lille smule i den krimi du også så i går aftes eller for tre dage siden.

Jeg endte med at gå til lægenEr der en læge til stede?

Til sidst gik jeg til lægen. Jeg nægtede simpelthen at få en depression (det ved jeg godt man ikke lige vælger selv). Jeg fik en halv time hos min læge. Modsat de der 8 sekunder man normalt har. Min læge tog sig god tid og spurgte godt ind. Jeg har normalt ikke ret høje forventninger til folk der skal hjælpe mig indenfor systemet, jeg har en kedelig erfaring på den front, men min læge overraskede mig meget positivt, kggede mig i øjnene og sagde:

“Anne, du har ikke nogen depression, og jeg tvivler på at du får det. Men vi skal nok holde godt øje med dig. Du er helt naturligt kørt fuldstændig i sænk af den kvalme, og af at være fysisk belastet nonstop i så lang tid, at selvfølgelig koster det på overskudskontoen”

Eller som min veninde sagde “ved du hvad, man kan sgu ikke blive ved med at trylle overskud op af en magisk hat!”.

Det hjalp mig rigtig meget lige at blive set på udefra. For det første var det en meget positiv overraskelse at blive mødt som et rigtigt menneske, at blive lyttet til og blive hørt af min læge, kæmpe high-five til ham! Jeg har ikke haft brug for at komme igen, for hans nærvær og nysgerrighed helede noget hos mig, og jeg blev selvkørende og fandt min humor igen. 

Kvalmen er desværre kommet tilbage, men slet ikke i samme grad som de første 4 måneder. Jeg kan eksistere, jeg kan passe mit arbejde lidt, jeg har fået en virkelig dejlig (og lækker og gravid) praktikant, som er som sendt fra himlen, og jeg tager i højere grad imod hjælp fra min omverden.

Men tristheden og alle tankerne dukker stadig op og hilser på. Næsten dagligt faktisk. Når jeg møder tristheden, giver hånd og siger “velkommen med til festen” så varer den ikke så lang tid, som når jeg siger “skrid, jeg gider ikke have dig med”. Så ender det bare med at den alligevel står og hamrer på døren i LANG tid og den har ikke tænkt sig at forlade stedet. Har jeg lært.

Så jeg ser lidt tudefilm og bitcher lidt på facebook eller til min mor eller mine veninder, og så går det egentlig hurtigt over igen. Så inden du diagnosticerer dig selv, så tænk lige over om det ikke er en meget naturlig reaktion din krop har lige nu? Du ved reaktion på

-At dit liv er ved at ændre sig for altid?

– At du er fysisk udmattet, når nu du plejer at kunne klare 50 gange så meget som du gør lige nu

– At du føler dig alene

– At ingen måske lige forstår dig

– At du ikke kan tale med ret mange om det, for de har ikke prøvet det

– At din krop er pumpet med 500 gange det antal hormoner der normalt fiser rundt i dit system (500 GANGE SÅ MANGE – i tilfælde af at du ikke lige fangede tallet første gang)

– At det er pisse nederen at have det som du har det lige nu

– At du er kommet til at bilde dig selv ind at alle andre er skidegode til at være gravide, og du bare føler dig som en svag kvinde der slet ikke var fuld af power, sådan som du troede.

Vi skal allesammen ned og ligge i perioder, også de stærke af os. Jeg har lært en hel masse (gode) ting efter min gravid kvalme, du kan læse om dem her hvis du orker det i dag. Læs bloggen her: “6 (fede) ting jeg har lært af 4 måneder med UFED invaliderende graviditetskvalme

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kvindernes internationale kampdag d. 8 marts 2015: Hun havde brug for en stærk kvinde, så det blev hun!