Gravid 23+4 en halv en kvart 22 enogtredivie femten

Befri brystvorterne og de gamle mobiltelefoner


Befri brystvorterne og de gamle mobiltelefoner

Jeg vil gerne tage afstand. Ligesom muslimerne jo skal. Det ved alle. Jeg vil gerne tage afstand fra min egen blogpost i dag på facebook. Jeg kom til at skrive en positiv status-opdatering på Facebook  og involverede ovenstående billede fra mit mediebibliotek. 

Når jeg tænker mig om nu, set i bakspejlet, så ved jeg jo godt at brystvorter fuldstændig kan sidestilles med Muhammed-tegningerne og Charles-tegningerne. Det var virkelig dumt af mig. Yikes.

Det har fået en af mine facebook-venner (?) til at føle sig vældig stødt, og vedkommende har derfor anmeldt mig til Facebook, som nu har blokeret mig i tre dage.

Jeg er simpelthen så ked af at have udsat to menneske-øjne for så skrækkeligt og vammelt et syn som to babser på en glad kvinde i en roller coaster. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg tænkte på, men jeg tænkte bare slet ikke. Jeg kan godt se det nu, det er et virkelig stødende billede. Det er kun fordi jeg har fået lov af administratoren her på siden, at jeg har valgt at bringe billedet her. Vi har haft lange diskussioner på redaktionen om hvorvidt vi ville deltage i hetzen mod sarte øjne, men vi valgte at, for brystvorternes skyld, vi alligevel ville vise vores sympati, ved, som det eneste danske medie, at bringe billedet.

Nu kunne det jo sagtens være at jeg sad ensom og forladt hjemme i min lejlighed i frygt for hvad verden mon vil udsætte mig for, efter at have bragt dette fordømte foto på Facebook i dag. Men i dag kom postmanden med min nye private telefon, og den vil jeg gerne fortælle om.

CTRL+ALT+DELETE and life goes on

Jeg har en arbejdstelefon, ligesom de fleste andre. En smartphone der kan det hele på den halve tid. Nu kan den så ikke lige gå på facebook i dag (men jeg kan stadig sende private beskeder derinde, så helt blokeret er jeg dog ikke), men jeg kan se hvordan vejret er i Kina, jeg kan kontaktes via Viber, Whatsapp, sms, mms, telefon, facetime, facebook, instagram, snapchat, endomondo, linkedin, youtube, twitter, skype og den blå avis. Jeg kan tage gratis kurser fra Yale University, jeg kan få telefonen til at gætte hvilken sang de spiller i radioen, jeg kan se hvordan jeg kommer fra Harlem til East Village i New York og jeg kan optimere mine arbejdsprocesser når jeg laver projektarbejde, jeg kan se om jeg er på vej mod Øst. For blot at nævne nogle få.

For nyligt har jeg mærket at jeg har behov for at slukke helt. Ingen apps, ingen netværkssamtaler, ingenting. Men jeg vil stadig gerne at min mor kan ringe og spørge om min datter har sparket mig i blæren i dag, og min søster kan spørge om jeg vil med i Ikea sammen med hende og min lille niece. Jeg vil også gerne høre om min far har fundet ud af flere ting, om hvordan man regner det helt præcise antal megapixels ud på et digitalkamera – for det er nemlig ikke så nemt. Samtidig vil jeg gerne kunne slukke for virkelig bizarre opkald fra folk jeg ikke kender. Så jeg har fundet en genial løsning.


Samsung E730

Efter at have levet i 90’erne og 00’erne, har jeg naturligvis haft en klap-telefon. Det er klart. Men det er som om jeg aldrig rigtig er kommet mig over den periode. Derfor har jeg været på den blå avis, og har købt mig en lille smart klap-telefon. Den kan ringe, den kan sms’e og den kan mms’e. Og så kan den afspille mp3 filer, valutaomregne og lommeregne. Det er ca. det den kan. 

I dag fik jeg mit SIM’kort, og her til aften har jeg siddet og tastet telefonnumre ind på mine nærmeste venner og min familie. Jeg knuselsker min lille frække klaptelefon, og på en eller anden måde er den bare langt mere sexet end min Iphone, der ligger som sådan en firkantet klods ved siden af min nye bedste ven. Jeg tror godt jeg ved hvad baggrundsbilledet på min skærm skal være… 😀

Så jeg hilser mine 3 dages facebook-fri velkommen, og jeg håber virkelig at ham/hende der anmeldte mig er kommet sig over chokket, ellers vil jeg bede vedkommende kontakte mig, så betaler jeg for en krisepsykolog, jeg kender en rigtig dygtig en 🙂

Jeg tror helt grundlæggende på at alting hænger sammen, så i aften vil jeg gå offline, lade være med at arbejde mere, og så vil jeg indtale en virkelig sjov telefonsvarer på min nye telefon, og danse resten af aftenen.

Hvilken sang danser du til for tiden (gerne med link?

Kæmpe krammer and save the nipples

Anne

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gravid 23+4 en halv en kvart 22 enogtredivie femten