Deppe and the lost sock i Go'morgen Danmark

Hjælp jeg er gravid!

Hjælp jeg er gravid

Ups jeg er gravid, og hvad så? I dag vil jeg dele hvordan jeg opdagede at jeg var gravid, og hvor fuldstændig sindssygt det var, at skulle deale med en fuldstændig uventet graviditet. Kærlighedsversionen af eventyret om hvordan jeg blev gravid (som er blevet læst af over en kvart million danskere), den finder du her.

 

Ømme Bryster

En mandag aften skrev jeg en opdatering om mine voldsomt ømme bryster på facebook. Jeg havde aldrig i mit liv haft så ømme bryster før, og jeg jokede lidt med det, samtidig med at jeg faktisk søgte et ærligt råd for hvad jeg skulle gøre ved dem.

Min veninde Trine skrev en privat besked til mig “ER DU PREGGERS?” hvortil jeg svarede “Øh nej! Det så cirka sådan her ud:

En anden veninde sov hos mig den aften jeg skulle tage testen, og jeg var nødt til at fortælle hende om det. Jeg var helt igennem overbevist om at jeg ikke var gravid, især fordi jeg i over ti år har troet at jeg aldrig ville kunne få børn.

Klokken 3 om natten vågnede jeg og tænkte “nårmmen kl. 3 er jo også en slags morgenurin”, og så gik jeg ud og tissede på testen. 2 meget tydelige streger kom frem lige med det samme.

Min første tanke “nå, men der skal jo være 3…ikke? Hvor er den brugsforvirring, så jeg kan se at der jo skal være 3 streger?” Sjovt som hjernen kan gå helt i “luk øjnene og LALALALALALALALAL” mode.

“To streger betyder positiv”.

Min verden stod stille. Næste morgen skulle jeg interviewe to verdensstjerner, og dagen efter igen, skulle jeg stå foran 2.000 unge teenagepiger i Falkonercenterets store sal og holde et inspirerende oplæg. Det der “gravid” kunne jeg simpelthen ikke forholde mig til lige nu. Hvis jeg havde været en computer, så havde nogen lige slettet alle filer, hele harddisken, og det eneste der var tilbage var en sort skærm med en blinkende hvid streg øverst i venstre hjørne. Og sådan gik jeg rundt den næste uge.

 

Det lykkes mig både at gennemføre interview og foredrag, og så blev det weekend. Det her er ikke særlig pænt at skrive, og det bør man sikkert lade være med, men igen, der må være andre kvinder derude der har det ligesom mig, så nu gør jeg det bare.  

 

Vidste ikke hvem faderen var

Lad os bare sige at jeg havde haft en rigtig god sommer. Var lige flyttet til Hellerup, mit liv havde taget en vild drejning, jeg var stoppet som coach for Magasin og kørte nu fuldtid som selvstændig erhvervscoach.

Og ja jeg har hørt om beskyttelse, men det var altså glipset et par gange, så der var to der kunne være far til barnet. Jeg måtte lige sætte mig ned til og regne efter, men heldigvis var det ikke svært at finde ud af hvem faderen var. 

På en måde er det rart at hjernen kun kan kapere X antal udfordringer ad gangen, og at de kommer som perlerækker, og resten lukker ned og bliver gemt til senere. Jeg havde nemlig overhovedet ikke tænkt på at den der far jo også skulle involveres på en eller anden måde.

 

Hej, du skal være far

Aldrig i mit liv havde jeg forestillet mig at jeg nogensinde skulle sætte en mand i en situation der uundgåeligt ville forandre resten af hans liv. Aldrig. Jeg havde aldrig troet at jeg skulle være sådan en (ja jeg havde fordomme), som skulle sige “ehm, jeg er altså blevet gravid, og jeg beholder barnet”.

Abort var for mig overhovedet ikke en mulighed. Ligesom det at blive mor faktisk heller ikke var det. Men jeg vidste bare at jeg ikke kunne få den abort, og så måtte jeg ligesom finde ud af at løse det den anden vej rundt. Allerede da testen var positiv kunne jeg mærke en glæde dybt dybt inde i mit hjerte. Men mange faktorer gjorde at det først var noget tid efter at jeg havde dealet med situationen, at jeg kom i tanke om glæden.

Heldigvis har jeg gode venner som har siddet i den anden stol, og er blevet ufrivilligt fædre – men de elsker alleammen deres børn i dag og har faktisk et godt forhold til mødrene. Jeg ringede til mine venner og spurgte hvordan de havde fået overbragt nyheden, og hvordan de gerne ville have haft nyheden serveret hvis de selv skulle vælge det om. Deres råd gav mig tryghed.

Jeg tog mig sammen, ringede på døren, kom ind i hans lejlighed og så fik jeg det bare sagt. Alting sortnede for mine øjne lige inden, men jeg tog mig selv i nakken og fik ordene ud over mine læber.

Han reagerede sådan her “FEDT! Altså det er mit barn ikke? FEDT, så jeg skal være far? FEDT!!” – jeg var fuldstændig i chok. Mere end ham tydeligvis.

Men sådan blev det altså. 

 

Blod over det hele

En uge forinden havde jeg under et samleje blødt ret meget. Jeg troede jeg havde fået min mestruation. Men da jeg så fandt ud af jeg var gravid, kunne det jo ikke være min menstruation, og derfor troede jeg at jeg havde fået en spontan abort (det man på graviditetssider kalder en SA- har jeg lært). Derfor købte jeg en tryghedsscanning på en privat scanningsklinik for at se om der var liv i barnet. Og det var der. Vi sad begge to med tårer i øjnene af glæde over at se vores lille bønne.

 

Hvornår skal jeg fortælle det?

Min mor var den første jeg snakkede med, men det var vigtigt for mig at min familie vidste besked først. Det gjorde de allerede få dage efter jeg selv havde fundet ud af at jeg var gravid. De fleste råd jeg fik eller svar jeg fandt på nettet rådede mig til at vente til efter 12.uge. Men jeg kunne mærke det føltes forkert. Jeg havde lyst til at udbasunere det ud over hele verden, for det var simpelthen for stort til at kunne bære helt alene. 

Derfor besluttede jeg mig for at fortælle min historie offentligt. Både om graviditeten, om min underbro der nu skal være far og om hvordan det hele blev et eventyr. Jeg var i 6. uge, alt kunne gå galt, men efter et godt råd fra en veninde, som selv har mistet et foster, besluttede jeg mig for at hvis det skulle gå væk, så var det fordi at sådan skulle det gå. Og hvis alle vidste besked, så vlle vi også være mange om at bære sorgen, og vi ville være mange der kunne støtte mig i noget der ville blive en forfærdelig svær tid, for nu var barnet jo pludselig dobbelt op på mirakel.

Den bedste beslutning

Jeg er så ovenud lykkelig for at jeg har delt min historie, og min graviditet, så tidligt, og med alle der har været interesseret i at læse den. Jeg har fået så meget medvind, så meget kærlighed og støtte, så mange gaver, så mange smukke historier i fortrolige sms’er og private beskeder, og de har været med til at gøre denne graviditet til en fantastisk rejse – på trods af at jeg har været invalideret at gravditetskvalme de første 4 måneder.

Bloggen her har været en gave i de knap 3 uger den nu har eksisteret, og selvom jeg ikke havde lyst til at være “endnu en gravidblogger”, så har jeg fundet ud af at der stadig er et stort behov for nye vinkler på det her med graviditet og alternative familieformer. Der er stadig MASSER af politisk korrekthed (prøv bare at poste et billede fra MCDonalds under din graviditet og se hvad der sker 🙂 ), der venter på lidt modspil, og det har jeg i sinde at bruge denne blog til – helst sammen med dig og dine kommenaterer og at du hjælper mig med at dele bloggen.

Det var starten på det hele, måske er der noget du kan genkende, måske var du en del af rejsen.

Mange kærlige hilsner

Anne

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Deppe and the lost sock i Go'morgen Danmark